Danske Grafologer

Forside

Almen information
Historie og udvikling
Grafologens arbejde
Analyse og tolkning
Skriftidentifikation

Grafologer

Uddannelsen
Forløbet Eksamenskommsion Bogliste
Artikler

Links

Grafologiens historie og udvikling.

         Det første kendte skriftlige arbejde
         Det første gennembearbejdede system
         Sammenfatninger

Interessen for håndskrift er ikke noget nyt. Fra gammel tid finder vi 
udtalelser, som viser, at der var mennesker, der havde sans for sammenhængen mellem håndskrift og individualitet.
Den kinesiske filosof Kuo Juso udtalte bl.a., at " håndskriften ufejlbarligt viser, om vi har at gøre med et ædelt eller lavsindet menneske".
Fra oldtiden siges det om kejser Augustus: "Jeg har særligt lagt mærke til dette i hans skrift, at han ikke adskiller ordene, og når der ikke er plads til nogle af bogstaverne ved liniens slutning, sætter han dem ikke i næste linie men under ordet og omgiver dem med en lille streg.

I 1662 udkommer det første kendte skriftlige arbejde om faget, nemlig den italienske læge Camillo Baldos bog med titlen:
"Hvordan man af et brev lærer den skrivendes karakteregenskaber at kende". Den bog må have vakt interesse, for den udkommer i 1664 i latinsk oversættelse.

I slutningen af 1700-tallet skriver den schweiziske præst og psykolog Johann Caspar Lavater et værk om menneskekundskab, et ganske omfattende værk, som blev udgivet i 4 bind, og som også indeholder et kapitel om grafologi.
Han hører til i ungdomskredsen omkring Goethe, som opfordrer Lavater til at inddrage grafologien, og som ydermere overdrager ham sin righoldige autografsamling. Lavaters arbejde med håndskriftens karakter, som han kalder kapitlet, er intuitiv, men det er interessant at se, at mange af de ting, han  arbejder med i studiet af håndskriften, ser vi også i nutidige undersøgelsesmetoder.

Det første gennemarbejdede system udkommer i 1875 og er skrevet af franskmanden Jean Michon, som regnes for den videnskabelige grafologis grundlægger.
Beskrivelserne og tolkningen af skriftens former og bevægelser var nu sat i system. Arbejdet tog ham 30 år, og her er ikke tale om intuitivt arbejde.   Systemet var stift, men der var noget at forholde sig til,  noget at kritisere og bygge videre på.
Siden da har grafologer, psykologer, neurologer, jurister, karakter-forskere arbejdet videre i det eksperimentelle og videnskabelige arbejde.

Ude omkring i verden, f.eks. i Tyskland og USA er grafologi et universitetsfag, og den professionelle grafolog, både her  og i udlandet, arbejder på videnskabeligt gennemførte observationer og eksperimenter.

Sammenfattende skal nævnes, at vi i dag ved:

1. at håndskriften er individuel, og at denne individualitet ses tidligt, allerede i skrive-tegnebevægelserne i småbørnsalderen,
2. at individualiteten beror på, at bevægelserne igangsættes fra central- nervesystemet og som sådan er typiske for individet, samt at bevægel- ser er uafhængige af det udførende organ - (jvfr. forsøg med 
   mennesker, som mister een eller begge arme),
3. at skriften ændres successivt med individets åndelige, psykiske 
   udvikling fra skoletid over pubertet til alderdom,
4. at der kan ske ændringer i skriften ved sygdom, f.eks. maniodepressivitet, ved hjerneskader, medikamentelt.
5. at grundstrukturen efter puberteten normalt er konstant over en 
   længere periode
6. at de grafiske skriftkendetegn ( skriftens former og bevægelser) er objektivt registrerbare
7. at professionelle grafologer/skriftpsykologer kommer frem til relativt ensstemmende analyseresultater.